Skab nærvær på onlinemøder
Af Signe Bonnén, partner i FLOK
Vi havde glædet os til at mødes fysisk med hinanden efter corona, alligevel bliver der i dag holdt flere onlinemøder end dengang corona blot var en mexicansk øl. Det skyldes nok, at vi har opdaget skærmmødernes styrker, og alligevel klager mange over zoomfatigue (zoomudmattelse). De savner nærværet og kontakten til de andre på skærmmøderne. Her kan du finde gode råd til hvordan du kan styrke nærværet på dine onlinemøder.
Zoom-fatigue
Zoom-fatigue (udmattelse) er en slags fællesbetegnelse, som dækker over flere mere eller mindre konkrete frustrationer. Dem jeg hyppigst støder på er:
- Jeg kan ikke mærke de andre
- Jeg bliver usikker på om de hører efter
- Der er ingen som stiller spørgsmål
- Der er ingen som engagerer sig
- Vi får ikke hyggesnakket
- Det er bare alt for kedeligt
I det følgende vil jeg uddybe hver frustration og komme med gode råd til hvordan, du kan overkomme dem.
Jeg kan ikke mærke de andre
Det er rigtigt, at vi ikke på samme måde kan mærke de andre på skærmen, som hvis vi sidder i samme lokale. Men selv når du taler i telefon, kan du faktisk mærke stemmen i den anden ende. Du fornemmer hurtigt om det er et ubelejligt tidspunkt eller om humøret er i top – uden at se den andens ansigt. På skærmmøderne har vi ikke kun stemmen, vi kan også se ansigter, så vi skal lære at lægge mærke til tegnene, på samme måde, som vi har lært at lægge mærke til stemmens tegn i telefonen.
Når det er sagt, så kræver det selvfølgelig, at lyden og billedet er i orden. Helt lavpraktisk skal du have en god mikrofon og bruge tid på at sikre et godt skærmbillede af dig selv. Kom så tæt på som muligt, men få gerne mere med af kroppen end kun hovedet. Ved at få arme og hænder med på skærmbilledet, udvider du mulighederne for at bruge dit kropssprog. Og de muligheder skal du benytte endnu mere end ved fysiske møder. Ved onlinemøder er det fx blevet helt almindeligt at vinke, når mødet slutter (hvilket ville virke meget mærkeligt, når vi forlader et mødelokale). Men det er et høfligt kropsligt tegn der siger: ”tak for nu, jeg slukker skærmen”. På samme måde er det også blevet almindeligt, at vi laver thumbs up’, når vi er enige, som erstatning for et ’jaaa’ eller et anerkendende ’mmm’. På samme måde kan man anerkende andres synspunkter ved at nikke mere overdrevet med hovedet – og omvendt, at ryste hovedet fra side til side. Så giver du tydeligt tegn på enighed eller uenighed, som facilitator eller underviser så kan forholde sig til. Når du begynder at overdrive dine tegn, er det en åbning til, at andre kan gøre det samme, det smitter nemlig.
Jeg bliver usikker på, om andre hører efter
Når vi er online, siger mange, at de ikke kan mærke deltagerne – og om de lytter efter det der bliver sagt. Hvis du gerne vil fornemme, om deltagerne er med eller om de kun er til stede med et halvt øre, kan du lægge mærke til, om de har en parathed i deres krop og holdning. Man kan også lægge mærke til blikkets fastholdenhed og bevægelser, fx om blikket forandres i relation til rytmen i dit oplæg – eller om det flakker mærkeligt rundt. Man kan se på rytmen i de små kropslige tegn og bevægelser og lægge mærke til om smil og nik passer i rytmen af oplægget. Hav et blik på den samlede gruppe af deltagere, på samme måde, som du vil kigge ud over en stor forsamling, hvor du heller ikke kan se den enkelte, men alligevel kan mærke på helheden, om de følger med og er engagerede.
Der er ingen, som stiller spørgsmål
Hvis der har været et oplæg, og tiden er inde til spørgsmål, og der er bumstille, så er det ikke deltagerne, den er gal med, men enten faciliteringen eller oplægget. Det er i den sammenhæng underforstået at deltagerne på forhånd er eller burde være interesserede i det som der blev talt om. Men måske deltagerne skulle have været mere involveret i formålet, og måske de skal hjælpes til at finde ’what’s in it for me?’.
Det kan man gøre ved at spørge deltagerne. Man kan for eksempel foreslå dem at skrive i chatten, hvad de glæder sig til at høre om eller få uddybet. På den måde får deltagerne lige tid til at tænke igennem, hvad emnet er og hvordan det relaterer sig til den enkelte hver især. Dette kræver, at oplægsholder kan nå at forventningsafstemme efter at have læst deltagernes svar. Det kan være at fortælle ”Jeg kan se at flere har skrevet at de gerne vil høre om xx, men det er nok et sidespor i forhold til xx og det som de fleste andre ønsker”. En anden mulighed for at få deltagerne til at forholde sig til emnet, er at arrangere korte break-outs undervejs, hvor deltagerne i mini-grupper kan tale om det, de finder interessant.
Skærmen indbyder til monologer
Skærmen indbyder til monologer, som vi kender dem fra tv og youtube. Men hvis vi ikke får deltagerne på banen, er det smartere at optage en lille film og sende den til deltagerne, som så kan se den på et tidspunkt, som passer dem. Hvis dialogen er vigtig, kræver det noget ekstra at få den i gang.
Brænd igennem på skærmen
Dine virkemidler til at fange deltagernes opmærksomhed er indskrænkede på skærmen, og derfor kan det være en fordel i at træne det vigtigste. Stemmen og din måde at tale på er vigtig, og det skal tilpasses skærmen. Læg især mærke til tempoet. Under den amerikanske valgkamp mellem , Hillary Clinton og Donald Trump var det for eksempel tydeligt at deres valgtaler er virkelig langsomme, når de holder deres oplæg, men i debatten øges tempoet. Valgtalernes tempo var markant meget langsommere end den almindelige talehastighed. På den hjemlige bane, kan du også tjekke tv-avisens værters talehastighed, fx DRs vært Kåre Qvist. Kåre Qvist har et roligt og langsomt tempo, når han fortæller om verden omkring os, og han har hele tiden et let smil i øjnene.
Træn variation, pauser og hastighed
Når vi skal forberede os på at holde længere oplæg online, vil det derfor være en god ide at øve en langsommere talehastighed. En anden måde at sænke tempoet, er ved at lægge mikropauser ind undervejs. Blot korte pauser af et par spilt-sekunders varighed. Husk på, at pauserne altid virker længere for én selv, end de gør for deltagerne.
Variation skaber dynamik, det kan være variation i hastighed, i hvor højt vi taler, eller i antallet af pauser. Hvis vores stemme forbliver i samme leje, bliver det monotont og kedeligt at lytte til. En måde at få mere variation, er ved at læse børnebøger op. Mange børnebøger er tænkt til oplæsning, og derfor er de gode til at opleve hvordan det er at tale med variation i stemmen.. Når du træner så overdriv det hele lidt og nærmest råb og hvisk, og læs helt langsomt ind i mellem. Og andre gange, lad det gå over stok og sten.
Vi får ikke hyggesnakket
Hyggesnakken før og efter møderne kan være dem der skaber kittet mellem mennesker, så når den mulighed går tabt, føler mange at mødet ikke længere er hyggeligt og opleve at trivslen daler. Hyggesnakken på skærmen inden mødet kan derimod være lidt dræbende. Mest fordi de to første, som dukker op på skærmen, kan snakke sammen, og den næste som dukker op, ofte vil sidde og lytte indtil vedkommende bliver budt ind i en fælles samtale. Derfor er det bedste råd at arrangere break outs og lade deltagerne tale sammen i mindre grupper. For at det ikke skal opleves alt for kunstigt, kan man have nogle hjælpespørgsmål eller en let/sjov opgave, så deltagerne ikke selv skal sidde og finde på, hvad de kan tale om.
Der er ingen, som engagerer sig
Engagement eller koncentration kommer ikke af sig selv på skærmen. Jeg har i hvert fald selv oplevet at have stor lyst til at høre oplæg, men alligevel ende med at falde i staver og tænke på alt muligt fra indkøb til en sætning min datter sagde i morges. Det kan også ske til møder, hvor jeg er fysisk til stede, men min koncentration kan hurtigere falde ned mellem gulvbrædderne, når mødet er på skærmen. For at undgå dette gælder det om at fastholde de gode faciliteringsdyder: Klart formål, god drejebog, knivskarpe oplægsholdere – og vigtigst af alt: involvér deltagerne. Og de skal involveres endnu mere online. Og jo hurtigere des bedre.
Læs mere om dette i vores bog: Online facilitering, hvor vi kommer med flere konkrete råd til hvordan man kan gøre det. Bogen er udkommet den 26. januar 2022 på Hans Reitels forlag.