Hvordan hænger facilitering og motivation sammen? Få noget af svaret her
Af Ib Ravn. Lektor DPU og partner i FLOK
Hvad gør en facilitator egentlig? Kan man sige, at hun bestræber sig på at styrke gruppens indre motivation ved at dække deltagernes psykologiske behov for autonomi, kompetence og samhørighed? Er det derfor grupper fungerer, møder går som en leg og samarbejder lykkes (når de altså gør det)?
Ja, sådan kan man netop udtrykke det, hvis man nærmer sig facilitering motivationspsykologisk. Det fortæller jeg om i min nyligt udgivne bog ”Selvbestemmelsesteorien: Motivation, psykologiske behov og sociale kontekster” (Hans Reitzel, 2021).
SDT hedder teorien, med en forkortelse fra det engelske Self-Determination Theory. Den påstår, at når samarbejdsmetoder, organisationsformer og mødedesigns fungerer, er det fordi facilitator lykkes med at trykke på tre knapper, der er helt centrale for menneskers præstation, kreativitet, vedholdenhed, trivsel og læring:
- Den første er autonomi, dvs. oplevelsen af at man sidder i førersædet i eget liv og står inde for de ting, man gør. Der er ejerskab og autenticitet, fordi mine handlinger er ægte udtryk for den velintegrerede person, jeg er på vej til at blive.
- Den anden er kompetence, den oplevelse at jeg kan føre mine hensigter ud i livet. Jeg kan handle på mine intentioner og skabe resultater og yde det vigtige bidrag, jeg så gerne vil.
- Den tredje er samhørighed, oplevelsen af at jeg er en del af et varmt fællesskab med andre, hvis venskab, solidaritet og omsorg jeg modtager og giver tilbage af.
Hvis man som facilitator omvendt frustrerer mennesker på disse tre behov, fører det til mistrivsel, ligegyldighed, ressourcespild og konflikt. Ingen bryder sig om at blive kontrolleret af andre, nægtet faglig udvikling eller ekskluderet fra fællesskabet.
Denne indsigt udspringer fra en mængde forskning fra Edward L. Deci og Richard M. Ryan, SDT’s grundlæggere. Deci og Ryan demonstrerer potentialet i denne behovspsykologi, herunder behovenes relevans for arbejdsmotivation (se fx SDT-forskeren Marylène Gagnés store antologi The Oxford Handbook of Work Motivation, Engagement and Self-Determination Theory, 2014).
Støt de tre grundlæggende behov i din facilitering
Når ledere og medarbejdere samles på arbejdspladsen til ledelsesorientering, strategiseminarer, fyraftensmøder eller netværksarrangementer kan den ansvarlige facilitator lægge sig disse tre behov på sinde.
- Autonomi: Deltagerne skal frem i bussen og ikke sidde som passivt kvæg og lytte til timelange oplæg af tvivlsom relevans.
- Kompetence: De skal på og bruge deres viden og erfaringer, udveksle den og bliv klogere – og ikke erfare at deres bidrag er ligegyldige, for ”du skal bare slå ørerne ud”.
- Samhørighed: De skal have mulighed for at udvikle og uddybe den kollegiale respekt-i-mangfoldighed, enhver arbejdsplads potentielt rummer.
Er vores møder og samarbejde med til at motivere os?
Med disse tre pejlemærker vil enhver facilitator se kritisk på konventionelle møde- og samarbejdsformer og spørge: ”Er de gode nok, hvis vi vil give medarbejderne plads til at køre selv, udvikle alt det professionelt geniale de har i sig, og konsolidere deres produktive fællesskab?”
Sikkert ikke. Der skal nok være færre og kortere oplæg, mere lejlighed til fordøjelse og forankring af det hørte, flere stunder hvor deltagerne reflekterer over inputtet og fortolker det i lyset af deres egne arbejdsopgaver og ansvarsområder.
Der skal være processer, hvor deltagerne møder hinanden og deler deres specifikke viden om mødets generelle emne. De skal faciliteres til dele deres udfordringer og ressourcer i et større forum, og de skal have tid at finde hinanden på kryds og tværs i lokalet, så der knyttes konstruktive forbindelser horisontalt i organisationen. Så vil medarbejderne opleve, at der er styrker og handlemuligheder mange steder på denne arbejdsplads og der er hjælp at få fra venlige kolleger, når man er i tvivl om ændrede strukturer og eller søger samarbejdspartnere til nye projekter.
Det er ting, som enhver topleder drømmer om, at medarbejderne da ville tage og komme i gang med. ”Hvorfor videndeler I ikke noget mere? Hvorfor bruger I ikke hinanden på tværs af afdelingerne?”
Videndeling skal faciliteres
Ja, hvorfor ikke? Fordi videndeling og krydsbefrugtning skal faciliteres. Det skal sættes i scene. Før det sker, skal vi have en sammenhængende forestilling om, at det giver mening. Udtrykt på anden vis: Vi skal have en motivationspsykologi, der peger på hvad folk har lyst til og får noget ud af – og kan udpege alle de visne rutiner på arbejdspladsen, som demotiverer, fordummer og isolerer medarbejderne i deres siloer.
Sådan en motivationspsykologi er SDT, selvbestemmelsesteorien. Den peger på tre kængurustylter, der står omme bag skuret, som facilitator kan hente frem og lade os hoppe langt med: Autonomi: ”Lad mig komme på, for søren!” Kompetence: ”Alt det her kan jeg!” Samhørighed: ”Se, hvor vi rykker, når vi gør det sammen!”
Ib Ravn er forsker og underviser på DPU og derudover partner i FLOK.
Kontakt Ib og hør mere om, hvordan motivationspsykologi sammen med facilitering kan bidrage til bedre møder og samarbejde på jeres arbejdsplads. ravn@flok.dk / flok@flok.dk