Kan man virkelig facilitere sig til en bedre jul?
Af: Kenneth Agerholm, partner i FLOK
For nogle år siden var det vores tur til at holde jul, og min kone Lotte og jeg så på hinanden og tænkte: hvad gør vi her? Julen er jo skøn på mange måder med alle de hyggelige traditioner. Vi mødes med dele af familien vi ikke ser så tit, den gode mad og gaverne. Men der var noget der drillede. Vi havde begge en oplevelse af at der næsten ikke var plads til andet end det planlagte. At der var så meget vi ”skulle” på den aften, at der ikke var plads til os mennesker i det. Vi ved at vaner og traditioner skal man passe på med at skubbe til – men gennem årene, har vi fundet nogle smuthuller der gør, at vi lidt bedre kan trække vejret, og gæsterne ser ud til at nyde det.
Hvordan kan man skabe den jul man længes efter?
Prøv at google ”How to be a great host at Christmas”. Så får du endeløse variationer over step-by-step guides: 1. Lav så meget mad du kan i dagene inden jul, 2. Husk at købe ind i tide så du har skabe og skuffer fyldte, 3. Lav plads i garderoben osv. De råd handler om alt andet end end at bruge tid på de mennesker, vi ønsker at være sammen med. Er det det det vigtigste?
Den professionelle mødeleder tænker: Hvorfor – holder vi dette møde? Hvad er formålet? Hvad ønsker vi at skabe på dette møde? Det samme kan vi gøre som gode værter i sociale sammenhænge – også julearrangementer. Hvad er det bagvedliggende formål med mødet mellem mennesker der (forhåbentlig) holder af hinanden. Hvilke oplevelser og følelser håber vi, at aftenen vil skabe i os? Når vi stiller de spørgsmål, kommer der andre tanker og ideer om aftenens forløb og indhold.
Da Lotte og jeg stillede os selv disse spørgsmål, var det ret åbenlyst for os, at formålet med aftenen for os ikke var at opfylde den sociale festkategori: ”Juleaften”, med alt der hører sig til.
Her er hvad vi kom til: Formålet med juleaften er, at skabe en atmosfære, hvor der er tid til at alle føler sig set og mødt som de forskellige mennesker vi er. Selvom vi er i familie, vil vi også gerne lære hinanden mere at kende – om muligt. Der skal også være plads til grin, snak, tanker om året der gik, måske lidt sorg over en man har mistet osv. Det blev juleklokke klart for os, at sovsen, gavekortet til Matas og konfekten ikke skulle spille første violin til vores juleaften.
Julehistorien
Vi har været klar over, at vi ikke kunne rykke så meget på aftenens form. Men over årene har vi fundet små ting, der viste sig at gøre en ret stor forskel. Flere i familien taler stadig om de juleaftener. Her er den enkle ide der startede vores juleeksperimenter. En uge før jul sendte vi en besked ud (de gamle ringede vi til):
”Kære familie. Vi glæder os til juleaften. I løbet af aftenen vil vi invitere alle til at fortælle en lille historie om en juleaften, da du var barn. Måske den mest fantastiske jul, den jul hvor der gik ild i juletræet og sovsen brændte på, eller den jul hvor du fik racerbanen du havde ønsket dig”. Og til børnene var det samme besked: ”Fortæl en historie fra en juleaften, da du var lille”.
En gammel sandhed fra mødefacilitatorens værksted er: Mødet starter når invitationen er sendt ud, ikke først når folk dukker op på dagen. Invitationen sætter den første ramme for hvilket møde du kan holde. Så i ugerne før jul begyndte snakken at gå rundt om i stuerne: ”Hvilken historie vil du fortælle, ”Aiii, kan du huske dengang hvor onkel Jens han…” osv.
Så blev det juleaften, og folk dukkede glade og forventningsfulde op. Vi havde tænkt at historierne ville passe fint omkring spisebordet og måske over en kop kaffe efter maden. Da folk kom, var vi i fuld gang med sovs og brune kartofler, mens gæsterne blev budt på et glas vin. Men der gik ikke mange minutter før en af de gamle sagde: Hov hov, hvad med de der historier vi skulle fortælle? Og der i køkkenet begyndte vi at høre historie efter historie fra julen i gamle dage, med hestevogne og et helt andet liv. Og så ville én af de unge fortælle sin historie, og en til – og vi sad med store smil og åben mund – historier vi aldrig før havde hørt. Sovsen blev kold – men det var inderligt ligegyldigt, og vi husker den jul som helt speciel.
Mandeltricket
En sidste ide, du er velkommen til at hugge. En jul stillede Lotte og jeg hinanden spørgsmålet, ”Hvordan kan vi overholde dessertkonventionen, og samtidig give den et twist?” Ris a la mande ceremonien er helt standard som hos de fleste, tror jeg, med mandelgave osv. Alle grovspiser, og den der har fået mandlen, gemmer den i kinden, og tvinger dermed de andre til at spise endnu mere. Same procedure as last year. Men vi havde en lille hemmelighed i ærmet eller rettere i desserten. Vi havde puttet 25 hele mandler i. Og det var en absolut fryd at se efterhånden som flere og flere med begyndende mistro og store øjne, gemme mandler i kinderne. Flok kiggede rundt på de andre, indtil det hele endte i et grineflip vi stadig taler om flere år efter.
Det gælder om at skabe øjeblikke.
God jul til alle på vegne af FLOK