Brug historiefortællinger som et værktøj til meningsfulde relationer
Af: Tanja Bonde Pedersen. Praktikant hos FLOK
Vi møder historiefortællinger overalt i vores dagligdag. Hvad end det er ved kaffemaskinen, til familiefødselsdagen, i den ugentlige telefonsamtale med vores mor eller noget helt fjerde. Vi fortæller og gengiver en oplevelse, vi har haft. Korte eller lange beskrivelser af begivenheder og handlinger som ultimativt ledte til en besynderlig oplevelse, et lærerigt eventyr eller et skrækscenarie vi ikke ønsker gentaget. Der er karakterer, en eller flere handlingssekvenser og måske endda et par direkte citater fra hændelsen, som alt sammen er med til at sætte scenen for vores lyttere. Fortælleren er oftest selv hovedpersonen. Der gøres og siges bestemte ting, der driver historien fremad, indtil alting kulminerer og fortællingens punchline eller hovedpointe nås. Når historien er slut, når vi til den konklusion, man som lytter skal drage fra det, der er blevet sagt. Fortælleren slutter fx: ”Det er altså helt vildt, hvordan folk kan opføre sig i offentligheden” eller ”Ja, og det var så derfor, jeg kom for sent”. Men hvad sker der egentlig, mens vi haler vores lyttere ind med en indbydende indledning, fastholder deres opmærksomhed med vores fortælling og afslutter med netop det, som var pointen med historien? Vi bygger broer. Vi plejer relationer. Vi viser hvem vi er, og hvordan vi gerne vil ses.
Historiefortællingens effekt
Når vi fortæller en historie, deler vi noget om os selv. Ikke blot hvad der skete, og hvad vi gjorde, men hvad vores holdning er til begivenheden, til verden og til os selv. Vi signalerer også til vores samtalepartner, hvilken relation vi har eller skal have sammen, når vi fortæller en historie. Deler vi noget personligt eller endda privat? Fortæller vi noget, som vedkommer netop den person, vi taler med – måske fordi det involverer personer, som vi begge kender, eller fordi det relaterer sig til noget, vi har talt om tidligere? De emner som vores historier har, og de detaljer vi tager med, er alt sammen med til at vise vores lyttere vores forhold til dem og måske endda bestemme hvilken relation, vi har. Med vores fortællinger viser vi indirekte også, hvordan vi gerne vil have at vores lyttere skal reagere på vores fortælling. Hvis du siger: ”Ej, nu skal I høre det mest pinlige nogensinde” er der ingen tvivl om, at lyttere skal krumme tæer og sige ”nej, hvor pinligt!”. Men hvis du starter med at sige: ”Det var så underligt det der skete her den anden dag”, så skal din samtalepartner gerne vurdere på din historie ved at sige noget i nærheden af: ”Det lyder godt nok også mærkeligt”. Det er også meget normalt, at modtageren af historien svarer ved at fortælle endnu en historie.
At gøre plads til en historiefortælling
Først og fremmest skal man som fortæller have plads, ret og mulighed for at fortælle. Normalt i en samtale vil man skiftes til at tale nogenlunde ligeligt afhængigt af konteksten. En historiefortælling kræver længere tid, flere taleture og mindst én engageret lytter som ikke tager ordet men blot reagerer nok til at drive taleren til at fortælle videre. Enten skal en mulig fortæller gøre et stort stykke arbejde for at introducere sin historie, eller også skal historien være relevant for det emne eller den situation, som de involverede personer har gang i. Du kan altså fint bruge en historiefortælling til at forklare din chef, hvorfor du kom for sent, eller til at argumentere for hvorfor netop du fortjener at få jobbet, du søger, og ikke kandidaten på stolen ved siden af.
Sig det med en historie!
Vi mennesker kan godt lide at føle os hørt og forstået –især uden at skulle sige direkte, hvad vi mener, og hvad vi vil have at en anden skal gøre. Historiefortællingen giver os mulighed for at kommunikere forskellige budskaber på indirekte måder. En historiefortælling kan for eksempel gives som svar på et spørgsmål eller som dokumentation for en mere general påstand, som taleren ønsker at overbevise sin lytter om. I din historiefortælling kan du retfærdiggøre, undskylde, forklare og redegøre for dine handlinger og intentioner. Dette gøres både i hverdagssnak, som når man kommer for sent på arbejde, og i mere seriøse sammenhæng, hvis et vidne eller en mistænkt i en sag fortæller om en begivenhed, hvor netop de enkelte handlingssekvenser er i centrum. Hvad var det der skete? Hvor var du henne, da det skete, og hvad så du? Rækkefølgen på fortællerens handlinger og oplevelser i sådanne fortællinger kan være afgørende for opklaringen af sagen.
Gennem historiefortælling kan vi fremstille os selv, som vi ønsker, at vores lyttere skal se os: Som en modig helt, en barmhjertig samaritaner, en uheldig stakkel, en relaterbar klodsmajor eller noget helt femte.
Du er ikke ene om at fortælle
Vi kan forhandle betydningen af fortællingen med vores lyttere, og måske bliver samtaleemnet et helt andet efter historien er fortalt, fordi en lytter har associeret en detalje i historien til noget, de selv har oplevet. Som lytter er man nemlig ikke en passiv modtager men en form for medfortæller. Viser man, at man lytter, siger man ”mhm”, ser overrasket ud på de rigtige tidspunkter eller siger ”virkelig?”, viser man på forskellige måder fortælleren, hvilke dele af historien, man er interesseret i, og hvordan de bør fortsætte for at holde ens opmærksomhed. Er man til gengæld blot en passiv lytter, der knapt nok kigger i fortællerens retning, vil fortælleren ofte gå i stå med sin historie, og så ophører fortællingen og måske endda samtalen i det hele taget.
Historiefortællingens relevans
Når vi fortæller historier i samtaler, så…
- Giver vi andre mennesker indsigt i vores oplevelser og refleksioner
- Viser vi, hvem vi er
- Er vi med til at bestemme, hvilken relation vi skal have med vores lytter eller lyttere
- Inviterer vi andre mennesker til at skabe betydning i vores fortælling sammen med os
- Viser vi andre mennesker vores forhold til dem og til verden omkring os
- Giver vi andre mennesker mulighed for at byde ind samt give en passende reaktion
- Kan vi beskrive vores forståelse og oplevelse af en begivenhed for at opklare uenighed, undgå konflikter eller retfærdiggøre vores adfærd.
Historiefortællinger kan være noget vi uskyldigt slynger ud som smalltalk eller som icebreaker – det er hverdagssnak, og måske kan det virke mindre vigtigt at give dem opmærksomhed. Men prøv at lægge mærke til de historier, du fortæller – hvad er det for en samtale, du gerne vil have med den person, du er sammen med? Hvilken relation har I, eller skal I have? Prøv også at lægge mærke til de historier, andre fortæller til dig – hvilken effekt har de på dig? Hvad lærer du om din samtalepartner gennem deres fortælling, og hvad er det I skaber sammen, når du reagerer og responderer på deres fortælling? Historiefortællinger giver en unik mulighed for at udtrykke og opfange små signaler om os selv, andre og verden omkring os.