Det er en kortsigtet strategi kun at sigte mod at vinde den enkelte diskussion. Vind diskussionen – og tab tilliden.
Af Signe Bonnén, Rådgiver, underviser og facilitator, partner i FLOK og i pick a picture
’Kunsten altid at få ret’ er titlen på en gammel bog, jeg købte lige inden sommerferien. Den udkom første gang helt tilbage i 1830 og er skrevet af filosof Arthur Schopenhauer. Hvis du vil have ret, kan den være interessant at læse, for Schopenhauer skriver om, hvordan du vinder en disput – det vi i dag kalder en diskussion. Men er formålet med diskussioner at få ret? Er det altid godt at vinde en diskussion? Min påstand er, at det er en kortsigtet strategi kun at sigte mod at vinde den enkelte diskussion og at der er langt flere formål med at diskutere end blot at få ret.
Det lange lys
Vi kender alle ordsproget ”han vandt slaget, men tabte krigen”. De fleste har sikkert oplevet, at de har være i en diskussion, som de følte de tabte. Den følelse kan gøre ondt og kan sidde længe som en lille vrede: Jeg skal gi’ dig! Den lille vrede kan slå rødder og vokse til kynisme, bitterhed og had og i sidste ende føre til brudte venskaber.
Det giver ikke mening at tale om at vinde et slag, hvis relationen lider og tillidens brydes. For tillid er det vigtigste, vi har mellem mennesker. – Når der er tillid mellem mennesker i teams, afdelinger, familier, så kommer vi med gode ideer, tager imod kritik og vi gider at lytte og åbne os. Stephen Covey har gennem flere år talt for, at tilliden er den vigtigste økonomi virksomheder skal investere i. Coveys pointe er, at samarbejde sker hurtigere og med bedre kvalitet, når tilliden er i top. Når tilliden går op, gør økonomien det også og omvendt; hvis tilliden går ned, tager alting længere tid, effektiviteten daler, ligesom økonomien gør det.
Det er muligt at genskabe tillid, hvis man har vundet et slag og den anden har tabt ansigt. Men det er meget svært at genopbygge ødelagt tillid: Det kan tage 10 år at opbygge et tillidsforhold, men det kan tage 10 min at ødelæggede det (tænk fx på utroskab).
Drivkraft
Lene Tanggaard skriver i bogen ’Det kreative nej’, hvordan vi kan lære at omfavne afvisningen, fordi der kan være et stort kreativt potentiale – en drivkraft for mere læring. I et interview i Politiken fortæller hun, at noget af det, man skal lære er, at afvisningerne ikke skal tages personligt. At det er en vigtig sondring mellem at få en afvisning af noget fagligt og af dig som person.Men når følelsen af at have tabt en disput opstår, så er det jo netop den enkelte person, som føler det tabte slag, og derfor vil det være svært for de fleste at kunne bruge tabet som en indre drivkraft for læring.
Tv-debatter
Schopenhauers forslag til at vinde debatter vil virke i tv-debatter og politiske debatter. Fx fremfører Jerry Taylor i tv-udsendelsen i DR ’Kampen mod klimaet’, hvordan han var med til at forplumre debatten om klimaet. Jerry Taylor fortæller, at de virkemidler han brugte, ikke kun var vildledning af fakta. Andre gange kunne det være selektiv udvælgelse af fakta, og at de lod fakta se ud af mere ved fx at henvise til artikler, som så ud som om de var peer reviewed, selvom de ikke var det. Flere af de samme virkemidler man kan se i bogen ’Kunsten altid at få ret’. Se fx disse:
- 16 Fordrej modstanderens ord
- 13 Fremstil udsagnets modsætning grelt
- 21 Mød sofistiske argumenter med sofistiske modargumenter
- 6 Postulér
Hvis vi ønsker at ødelægge og forplumre debatter, kan det være nyttige virkemidler og man kan få inspiration i bogen. Det vil virke, hvis målgruppen ikke er modparten selv, men et publikum, en vælger eller en seer. Her kan det at vinde virke som om man har ret i det faktuelle og derfor kan man få opbakning fra tilhørerne.
Forskel på at vinde og finde sandheden
Schopenhauer skelner mellem at få afdækket sandheden, som han skriver er logikkens anliggende, og dialektikken, som handler om at vinde uanset, om man har ret. Det vigtigste burde være at få afdækket sandheden. Men som Schopenhauer skriver: ”Deraf kommer det, at den, der vil disputere, i reglen ikke kæmper for sandheden, men for sit standpunkt, som var det hans hus og hjem, han gør det per fas et nefas (red.: med alle midler), ja, som vi har set, han kan ikke andet. (…) Vi bliver nærmest tvunget til at være uredelige, når vi disputerer, i det mindste bliver vi let forført til det.”” (s. 67).
Tænk langsigtet – tænk relationelt
Når vi møder uenighed, må vi være nysgerrige på den andens perspektiv: Hvad er baggrunden for personens synspunkter, hvad støtter person sig op ad, hvilke værdier ligger bag? Spørg ind på en ikke dømmende måde, så personen får oprigtig lyst til at uddybe. Du kan herefter supplere med dine perspektiver og fortælle, hvorfor du har en anden holdning eller hvorfor du mener, at konklusionen bør gå i en anden retning. Det at være lyttende og give den anden lyst til at uddybe sin mening, giver den anden en oplevelse af, at bliver anerkendt for sin holdning. – Også selvom du efterfølgende siger, at du ikke er enig. Du har lyttet til den andens argumenter og det opleves godt.
Det er i uenigheden ny ideer opstår
Hvis vi kun nikker og siger ja til hinandens ideer, vil der så opstå noget nyt? Jeg tror, at vi kan finde meget guld i at lytte til andres perspektiver – grave i dem, for at finde ud af hvad det er, jeg ikke ser, som er indlysende for den anden. For i bedste fald vil diskussioner ikke have en vinder, men to – derfor vi kalder det win-win. Måske kunne I finde nye muligheder, som I begge er glade for, og som ingen af jer kunne finde på alene. Hvis vi igen tænker på et parforhold, så kan det være gift for respekten for hinanden, hvis diskussioner ender med en vinder og taber. Det samme gælder for forholdet til dine kolleger – I skal begge have det lange lys på og arbejde sammen efter uenigheden.
I det hele taget er det i uenigheden vi bliver udfordret, og de fleste virksomheder skal udfordres og (langsomt) flyttes, så brug den unikke mulighed der opstå, når der er flere perspektiver i spil – udnyt potentialet til at få nye og måske bedre ideer.